Nuvel, det er søndag, helligdag og jeg har ingen presserende aftaler eller planer for idag. Vejret er middelmådigt, så der er ingen dårlig samvittighed over, ikke at nå at få det meste ud af dagens solskin. Men alligevel, så opdagede jeg til min skræk, at klokken var 15 da jeg vågnede. Jeg skulle stå op, trække i tøjet og drikke min morgenkaffe, når naboerne gik ind, trak havehandskerne af og drak eftermiddagskaffe.
Og nej, jeg har ikke været i byen og bumle den hele natten. Og jeg sidder ikke med en ondsindet omgang tømmermænd og fremmede telefonnumre skrevet på min arm. Ja, jeg sad oppe til ret sent på natten og nød stilheden. Men jeg kunne heller ikke falde i søvn. Jeg vil mene at det er en ond cirkel jeg er kommet ind i. Kan ikke falde i søvn om natten og kan heller ikke vågne om morgenen. To gange i ugens løb er jeg decideret kommet for sent til mine aftaler (synes det er skrækkeligt pinligt, når der bliver ringet til een og spurgt, om man havde tænkt sig at komme idag). To gange er jeg stået op i sidste øjeblik, så jeg ikke har nået mine daglige runtiner med at kontrollere at kaffemaskinen er slukket, askebægret ikke kan udvikle sig til en skovbrand samt at jeg har alt i mine jakkelommer og taske. Rutiner jeg skal gøre to eller tre gange, før jeg kan komme ud af døren. Seriøst er jeg blevet spurgt, om jeg har tænkt på OCD. Og det har jeg, men må stadig lige tygge på den, så den må jeg vende tilbage til senere.
Men tilbage til det med ikke at kunne komme ud af sengen i god tid. Jeg kan simpelthen sove mig fra mit vækkeur for tiden. Jeg ved at jeg har sat alarmen til om aftenen, og jeg kan se at jeg har hamret på det op til flere gange om morgenen. Men jeg har ingen erindring om det. Når jeg siger vækkeur, så taler jeg om den indbyggede alarm i min mobiltelefon. Jeg har skiftet alarmtonen ud flere gange. Fra eventyrlig musik, så jeg kunne få fornemmelsen af at være i en Disneyfilm. Sådan en hvor helten eller heltinden slår vinduet op til solskin, grønne bakker og hoppende kaniner og dådyr. Eller jeg har prøvet heltemusik, der kunne give mig fornemmelsen af, at jeg skulle påføre mig en snusket hat og en pisk og finde glemte skatter. Telefonens alarm er lige pt. sat på techno, og når jeg kan sove fra den slags larm, så er den altså virkelig gal. Alternativt står jeg nu og overvejer at købe et gammeldags vækkeur, en clockradio med snoozefunktion samt leje Helsingør Pigegarde som supplement til at få mig ud af fjerene om morgenen.
Et andet alternativ kunne være disse to vækkeure, jeg fandt på Bim Bam Bananas hjemmeside. Det ene spreder skødesløst puslespilsbrikker ud i rummet, og alarmen stopper først, når man har fundet og samlet brikkerne igen. Det virker sikkert ganske godt, men jeg tror jeg vil blive alt for stresset af det i den sidste ende. Det andet alternativ er et vækkeur der udsender en ringetone med op til 113db, samt har en vibrator til hovedpuden. Her er jeg dog bange for, at det ender med at jeg får sure blikke fra mine naboer, der render rundt med vat i ørene.
Nåh, i sidste ende handler det om, at jeg må se at få vendt den uheldige tiltstand jeg er i. To meget gode og vigtige råd er, at man skal holde sig fra kaffe og sukker om aftenen. Men, suk, den slags afholdenhed er lige pinefuld nok til mig.
Nogen gange når man bedst tror, at intet i verdnen kan overraske een mere, så bliver man alligevel taget på sengekanten. Stod og lavede mad, mens DR2s temalørdag knurrede i baggrunden. Temaet var tissemænd. Jo, kanalen tog ganske rigtigt mænds ædlere dele seriøst og gav et dybdeborende (kan jeg bruge det udtryk i denne sammenhæng?) indblik i denne lidt hemmelige verden. Bla. handlede et af indslagene om mænd med traumer forbundet med størrelsen af deres tissemænd. Fair nok, for indslaget viste at det ikke kun var et lille problem (kan jeg bruge ordet lille i denne sammenhæng?) for de ramte mænd. Nåh, men dette indlæg skal ikke handle om hvor mange mænd i Danmark, der egentlig har et peniskompleks. Dét kunne ellers være interessant at diskutere, men det må blive i et andet indlæg. Det skal heller ikke handle om, hvad man egentlig kalder en penis. Også dette er interessant nok, for jeg kan mærke at jeg har problemer med at finde det eller de rette ord for tingesten, når jeg sidder og skriver om den.
Nej, sagens kerne er en anden. Den ene unge mand, som stod frem på TV og fortalte om hans kompleks, fangede min opmærksomhed. Jeg troede først at jeg havde set ham før, som en ven af min tidligere kæreste. Tænkte: »Han ligner da Bjørns ven, Joakim«. Men da jeg kiggede ordenligt efter, kunne jeg se at det ikke var ham og tænkte videre: »Nej, for ham her hedder Joakim Halland, og det hedder Bjørns ven ikke«. Og pludselig som i den bedste thriller-gyserfilm, faldt brikkerne på plads til sidst, og sandheden kom frem. Det var sgu da Joakim Halland; min gamle legekammerat fra folkeskoleklassen. Jeg blev så perpleks, at jeg måtte sms’e Christina, så hvis hun havde mulighed for det, så skulle hun se DR2 og af- eller bekræfte min opdagelse. Hun bekræftede, at det ikke var min fantasi der spillede mig et puds. Ja, egentlig er det ikke pænt at hænge Joakim ud i min blog, men på den anden side, så gjorde han det selv på en tvkanal, der har en større seerandel end jeg har læserandel.
Christina og mig havde ellers for ganske nyligt søgt efter ham på nettet og på Facebook, og spekuleret over hvordan han havde det. Svaret fik vi altså en hel almindelig lørdag, serveret direkte via tv’et ind i vores stuer. Med alt fra Joan Ørting terapi og nøgenbadning i baghaven til besøg på nudiststrand. Nu viser det sig også, at han slet ikke bor i den anden ende af landet, som jeg troede. Men at han faktisk bor tæt på hvor jeg bor. Så chancerne for at gense ham i virkeligheden er til stede. Og hvad gør man så hvis man kommer ind i en »er du ikke...?« og »langt tid siden – hvad laver du nu....?« situation? Skal man nævne at man lige havde set ham på tv eller bare undgå emnet? Jeg ved bare, at jeg ikke mere kun kan sætte hans ansigt på minderne om hulebygning og skattejagte, men også kommer til at tænke på peniskomlekser og kosmetiske indgreb. Måske er det mig der er skruet forkert sammen i hovedet.....men det er jeg jo så tit.
Og så til sidst....hvad kalder man så sådan en....penis?? Jeg har svært ved at nævne den eller bruge nogle ord for den i offentligheden.
Jeg kan blive så irriteret over ting, jeg ikke kan finde ud af, men som jeg ved jeg burde kunne. Eller ting eller opgaver, som hænger mig over hovedet, men som jeg ikke har fået taget mig sammen til at få gjort. Jeg er nemlig rigtig god til at foretage mig overspringshandlinger. Til tider er der også emner i mit liv, som jeg ikke ved hvordan jeg skal starte med at håndtere. Og det er specielt i disse, næsten håbløse situationer, at jeg har svært ved at finde ro i mit sind.
Men tænk, det viser sig tit og ofte, at tingene alligevel løser sig i sidste ende. Og så er det at jeg siger til mig selv: »Hvorfor helvede bliver du så hysterisk, når du ikke lige har løsningen med det samme?«. Idag havde jeg en af de dage, hvor rigtig mange ting, der har ligget i min indbakke, kunne komme over i udbakken. Så det er med ro i sindet, at jeg nu kan gå i seng uden byrder på mine skuldre.
(Dette indlæg blev skrevet, som det sidste gøremål på min daglige liste)
Jeg undrer mig, og det gør jeg jo tit, over hvem der til tider bliver sat til at oversætte udenlandske filmtitler til dansk. Nej, helt seriøst, så spekulerer jeg over om det er tilfældige personer, der nu har tid til det. Eller om der er faste ansatte til den slags hos de danske filmdistributører. Det kunne jo f.eks. være en med en cand.et-eller-andet fra universitetet, som kan noget med sprog, kultur og historie. Jeg kan dog tit komme i tvivl.
Som et eksempel kan jeg hive den udmærkede film ”Sister Act” med Woopi Goldberg, frem. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilken brilliant titel den ellers kunne have fået på dansk. Men der blev valgt at den skulle hedder ”Halløj i klostret”. Godt nok er der halløj og gakkegøjl i filmen, men jeg synes at titlen er tarvelig. Den efterfølgende film fik titlen ”Halløj i klostret 2 – nonnernes hus”. Her var der så en person med lidt mere humor og glimt i øjet, men det er stadig ikke godt nok til mig. Nogle år senere indspillede Woopi Goldberg en film som hed ”The Associate” og her må jeg dog hvæse og sprutte. For den danske titel blev ”Halløj på Wall Street”. Nej, nu har jeg aldrig.....jeg kan lige høre det for mig i Blockbuster: »Goddag, hvor finder jeg en film med Woopi Goldberg?«. »Joh, det gør du i ”Halløj”-sektionen. Det er lige ved siden af ”Movie”-sektionen hvor du finder Scary Movie, Epic Movie, Date Movie og flere«.
Jeg har ikke så meget imod titlen på Dan Browns pengeko af en bog ”Da Vinci Mysteriet”, hvis originaltitle jo som bekendt er ”The Da Vinci Code”. Men som forfatterens popularitet steg, blev hans tidligere udgivelser hevet frem fra fortiden og oversat til dansk i takt med at julehandlen nærmede sig. Og det førte til at hans bog ”Digital Fortress” fra 1997, blev til ”Tankados Kode”. Nu er jeg så spændt på hvad de kære oversættere vil komme frem til, når Dan Browns nye bog ”The Solomon Code” skal udkomme på dansk.
Men engelske filmtitler, som bliver oversat til en anden engelsk filmtitel, når de rammer Danmark. Hvad pokker skal det nu til for? Så er det, at jeg bliver vældig irriteret – men det gør jeg jo så tit!
